Langhåret proces

Zoya har altid haft store problemer med at køre bil. Hun blev utrolig køresyg, kastede op, savlede, havde voldsom kvalme og ville meget nødig med, hvis hun opdagede det involverede en køretur. Jeg har prøvet alt.....og jeg mener virkelig ALT! Jeg håbede længe at hun ville vokse fra det, men der var absolut ingen bedring, det gik nærmere den forkerte vej :o(
Jeg kører rigtig meget og har næsten altid mine hunde med, så det var et temmelig stort problem for mig og jeg var nødt til at få det løst.
Jeg stoppede alt kørsel med hende på ubestemt tid og besluttede mig for at starte HELT forfra. Helt forfra, som i jeg købte en anden bil, der skulle være så optimal som mulig, for hende. En anden farve, automatgear og en super affjedring. Jeg købte et andet bur og det stillede jeg indenfor og da jeg havde lært hende at forbinde buret med noget super godt, satte jeg buret i bilen. Så begyndte en laaaaangsom proces med at hun først var i bilen uden tændt motor, siden med tændt motor og da bilen skulle i bevægelse sad jeg bag buret og forstærkede hende, mens en hjælper bakkede bilen i sneglefart et lillebitte stykke. Langsomt øgede vi længden på turene fra ud og ind af indkørslen til nogle hundrede meter og efterhånden kunne vi køre et par kilometer uden problemer, stadig med mig siddende bag buret. Med tiden kunne jeg selv køre, hun fik et marvben med leverpostej de første mange gange. Jeg kørte som en gammel dame, med rådne æg, i laaaang tid, mens jeg øgede turenes længde og efterhånden kunne jeg køre i mere normalt tempo. Alt foregik i bittesmå babysteps og tog vel omkring 3 måneder, men det var det hele værd, for i dag kan Zoya køre bil uden problemer og hun springer glad ind i bilen :oD
Hendes bur er dækket til og jeg skal altid huske at køre pænt i sving mm og jeg skal holde træningen ved lige ofte, men det betyder ingenting i forhold til hvad vi kom fra, så jeg er MEGET glad :o)
Nu har vi lige været på Bornholm, det var svendeprøven, og det gik SÅ godt! Hun klarede sejlturen i stiv pote og ikke på noget tidspunkt har hun været ked af at køre bil. På billedet herover er hun hoppet ind i Zimbas side af buret, af bare iver over at skulle ud og køre. Det er virkelig stort at hun er nået så langt, jeg er super stolt af hende :o)

Vi fik kørt en masse ture og nydt Bornholms fantastiske natur og Zoya nød at strække ud gennem klipper og lyng.

Skøre hundebasser, de havde en fest og vejret var strålende det meste af tiden.

Vi nåede faktisk også at være lidt kulturelle, det var dog uden hunde, for det var en glaskunst udstilling, ikke lige et sted at tage hundene med, i hvert fald ikke mine ;o)
Jeg var helt fascineret af denne kreation, synes den var eventyrlig smuk og flot lavet.

Turen hjem gik også rigtig godt og jeg var og er SÅ glad for at hun klarede det så fint, det betyder enormt meget for mig og det gør både hendes og mit liv nemmere og sjovere at hun kan komme med i bilen :o)