
Forrige weekend var jeg på et to dages seminar med amerikanske Kathy Sdao og norske Canis (Cecilie Køste og Morten Egtvedt) på Roskilde Universitetscenter. Jeg kendte ikke noget videre til Kathy Sdao, men jeg skal da love for at hun overraskede positivt!
Kathys forelæsning lørdag, handlede om positiv forstærkning og lokning. Hun er en meget levende person, som virkelig når ud til folk og hun har en fed sans for humor:o) Kathy talte meget om shaping contra lokning og hun kom med nogle rigtig gode eksempler på fordelene ved shaping. Jeg fik rigtig meget ud af hendes forelæsning, jeg sugede det hele til mig:o)

Cecilie Køste og Morten Egtvedt fortalte om "de 19 grundfærdigheder" og baglænskædning, som de begge mener er nøglen til at få en klikkertrænet konkurrence hund. Det var en stor fordel, hvis man på forhånd havde kendskab til deres bog "Lydighedstræning i teori og praksis" og endnu bedre hvis man har den hjemme, for deri kan man læse mere detaljeret om sammensætningen af de forskellige øvelser. Jeg synes deres forelæsning var lidt overfladisk og jeg, som ellers let forstår norsk, havde store problemer med at forstå hvad Morten Egtvedt sagde:o(

Søndag handlede Kathys forelæsning om hvordan vi gør vores "cues" (kommandoer) mere præcise. Kathy mener ikke at manglende eller forkert reaktion på en kommando handler om at hunden er stædig, udregnende eller trodsig, det er snarere vores manglende præcision og forvirrende kommandoer, kombineret med utydelige håndtegn, der er noget galt med. Der kom mange gode tips til hvordan man gør sig mere forståelig overfor hunden og hvordan man indlærer tingene korrekt fra starten. Igen kom hun med en masse gode eksempler og sammenligninger, som gjorde det nemt at forstå den videnskab der ligger bag hendes påstande.....uden at man behøvede en doktorgrad;o)
Resten af formiddagen handlede om klassisk betingning, især i forhold til aggresive hunde, det var også meget interessant og lærerigt.

Den første del af søndag eftermiddag stod i brugshundenes tegn. Det var Canis folkene der underviste i hvordan man kan bruge klikkertræningen i brugshundearbejdet. Det var jo ikke det jeg fik mest ud af, da det handlede om IPO, rundering og feltsøg, men der var alligevel noget af det jeg godt kunne bruge.
Resten af søndagen var Kathy på og hun underviste i hvordan trænere kan formidle shaping til deres kursister, det var meget interessant.
Alt i alt synes jeg at det var et super godt seminar, men for mig var hovedattraktionen helt klart Kathy Sdao!