Siden sidst

Så er det vist tid til at genoplive bloggen, den har været forsømt alt for længe. Eller nedpriorteret er vist mere passende, der har simpelthen været for meget andet at se til:o)
Men den der har travlt keder sig jo ikke og selvom arbejde mm har trukket tænder ud, så har vi alligevel oplevet en masse siden sidst:o)

Så herunder er et udpluk af nogle af de dejlige oplevelser vi har haft siden jeg opdaterede sidst:o)

Vildtsporkursus

I februar var vi så heldige at komme med på et vildtsporskursus, det har jeg altid gerne ville prøve, så det glædede vi os meget til. På billedet ovenfor ses Gitte som går tur med en død kanin;o)
Eller rettere, hun lægger spor, det kaldes kaninslæb, men det andet lød sjovere:oD

Efter man har slæbt kaninen og sat markeringer op, er det tid til at gå sporet. Her det Gitte og Zinnia i aktion.

Zimba gik to kaninslæbspor og han var rigtig dygtig og koncentreret om opgaven. Han har gået spor tidligere, hvor han skulle gå på min fært, så han gik nok en del på menneskefærten, men han fandt kaninen begge gange og anden gang blev den revet lidt rundt da han fandt den;oP

Vi prøvede også at gå blodspor/sweizspor og DET tændte både Zimba og Zinnia rigtig meget på, så her var de faktisk endnu bedre end på kaninslæbet. Man kunne tydeligt mærke at løven kom op i Zimba da han lugtede blod og han fandt da også hurtigt løbet:o)

Gitte med spormarkeringerne......eller er det et bastskørt og vil hun mon danse lidt hula for os:oD

Tusind tak til Susan og Mugge der på bedste vis, underviste os 5 mennesker i 6 timer i 13 graders frost for et MEGET beskedent beløb, det er beundringsværdigt!

Og tak til Gitte for godt og hyggeligt selskab, som altid:o)

Nytårstur

 Den 31. december var vi på tur igen. Vejret var koldt, men meget smukt.

Tåge over søen.....

Og mellem træerne....

Vi gik i mange timer med gode venner og nød det, kun afbrudt af Zimba der kom med det festlige indslag at rulle sig i en menneske l... :ox

Sådan endte Zimbas nytårstur.......jeg ville ønske jeg kunne sige "så kan han lære det", men det er jeg forlængst holdt op med at tro på;oP

Zoya på bordet

Zoya er den første hund jeg har haft som ELSKER at komme i bad! Hun nyder det simpelthen så meget, det er faktisk en fornøjelse at have hende i bad! Det efterfølgende projekt på bordet er ikke helt så spændende, men jeg har lært hende at det er ok og hun finder sig pænt i det:o)

Men det er udmattende og så må man jo ligge sig ned:o)

Kursus med Sini Eriksson

Efteråret bød også på et kursus i motivation og samarbejde med finske Sini Eriksson. Da jeg fik muligheden for at komme på kursus med hende sprang jeg straks til. Sini arbejder med sine fantastiske sheltier, Sonic (billedet) og Nekku og begge hunde er topmotiverede og arbejder som en drøm. De laver dogdancing på meget højt niveau, agility og LP og jeg glædede mig til at høre hvilke metoder hun bruger:o)

Det var et rigtig godt kursus, Sini var meget motiverende og god til at komme med nye idéer hvis noget ikke lige virkede. Jeg fik ikke helt luret hendes hemmelighed af;oP Men jeg fik rigtig meget med hjem og det var super fedt at blive undervist af en der konkurrerer på så højt et niveau med sheltier og ved så meget om træning med "min" race.

På kurset deltog også Emmy med Hero og hun havde farmand Biscuit med:o) Vi gik en hyggelig tur med de to fyre og de hyggede sig fint sammen. Hvor er det bare nogle skønne drenge de to og hver gang jeg ser Biscuit glæder jeg mig over at jeg fik en hvalp efter ham:o))

 To smukke fyre, Zimba til venstre og Biscuit til højre.

Af en eller anden grund fik vi den idé at vi ville have et billede af far og søn i en "high" sammen.......erhm, det var ret ambitiøst og skulle vise sig at være noget nær umuligt! Men vi havde det sjovt og fik grinet rigtig meget af de to banditter og det endte da med at lykkes rimelig godt;o)

Zoya på tur

Zoya vokser og og har det skønt;o) Her er hun på vores søde venindes arm på en dejlig sommerdag, hvor vi var på tur.

Og her er hun ved Fjorden, et af favorit stederne, for hun ELSKER vand:oD Det sjoveste hun ved er at stikke hovedet ned under vandet og gø som en afsindig......det lyder ret sjovt, skulle jeg hilse og sige;o)

Tivoli i regnvejr

Traditionen tro var Nanna og jeg til Hundens Dag i Tivoli. Belært af erfaring besluttede vi at vi kun ville have en hund med hver og det gjorde bestemt det hele noget nemmere;o) Denne gang var det Sydney og Zimba der havde fået æren af at komme med og de hyggede sig rigtigt godt sammen og opførte sig eksemplarisk:o)

Nanna, Sydney og Zimba ved vores faste pandekagested:o) Her kunne vi sidde i ly for regnen.

Zimba fik hilst på en masse hunde, blandt andet denne kække schnauzer hvalp:o)

Højdepunktet var at vi mødte Kåre, som er en af løvens største fans:o) Kåre bliver altid SÅ glad når han ser Zimba og det er gengældt:o)

Ferie på Bornholm

I efteråret var vi inviteret på ferie sammen med vores gode venner, Jan og Kristine, på Bornholm. Desværre bliver Zoya meget køresyg, så det gav ikke mening at tage hende med på den lange tur og derefter på bilferie på øen:ox Men hun blev passet hos min gode ven, ham elsker hun og der har hun det som blommen i et æg.

Vi boede i Svaneke og fik kørt og gået nogle fantastiske ture.

Min smukke løve på en vandretur mod Listed

Terroristen og skorstensfejeren

I juni flyttede Zoya ind og jeg har brugt rigtig meget tid på at miljøtræne hende og ellers bare hygge og lege med hende, hun har bare fået lov til at være hvalp og det er hun rigtig god til;o)
Her hilser hun på vores søde skorstensfejer, hun er helt ligeglad med hans lidt skumle fremtoning:o)

Efter sådan en omgang kan man jo godt blive lidt træt og så er det godt med en halv time på ryggen......jeps, hun sover, med åben mund og det hele;oP

Senere på dagen forsøgte den lille dame at klæde sig ud som sin ven skorstensfejeren og det lykkedes jo egentlig meget godt:oz
Zoya elsker at være beskidt, det er en af hendes mange hobbyer........og hun er god til det:oD

Løvetænder og paradentose

Zimba fik i 2010 konstateret paradentose, hvilket kom som et chok, fordi jeg gør meget ud af at passe hans tænder. Jeg opdagede det fordi han var en lille smule rød over en af sine fortænder. Det viste sig desværre at være paradentose og han fik fjernet to af sine små fortænder:o(
Tanddyrlægen, Jens Ruhnau, forklarede at nogle hunde bare er disponeret for sygdommen, ligesom mennesker kan være det, trods god mundhygiejne, øv, øv:o( Der er tre faser, grøn gul og rød, hvor rød er den værste. Zimba var i gul fase og nogle tænder på vej til rød. Han fik en meget grundig tandrensning og siden har jeg så skruet endnu mere op for tandplejen på den lille fyr. Jeg bruger et kvarter hver dag på at børste hans tænder helt hysterisk grundigt, efterfulgt af gummemassage og så var det ellers bare at håbe at det var nok. Og det var det!!!
Til sidste kontrol i efteråret er Zimba nu i grøn fase og erklæret fri for paradentose:oD
Jeg er meget glad og lettet, jeg kunne ikke se for mig at han skulle miste sine tænder i så ung en alder. Så vi børster lystigt videre og håber at vi kan holde os i grøn fase, også i fremtiden:o)

Vi præsenterer: Foula's Bi My Girl :o))

Efter lang tids venten er denne lille sheltie pige endelig min:o))

Jeg har bestemt ikke haft travlt med at få ny hund, jeg har faktisk ikke følt mig rigtig parat før nu. Men nu føler jeg at det er det rigtige tidspunkt, både for Zimba og mig:o) Det har ikke været let at finde den helt rette hvalp, men jeg er sikker på at jeg har fundet den i hende her;o)
Min nye hvalp kommer fra en super god opdrætter (Kennel Foula) og er efter nogle rigtig dejlige forældre, som jeg har beundret længe. Mor er Woogi (Foula's Black Blizzard of Monty) og far er Carson (Rikadon Toven Bi All Means).
Jeg har fået lov til at følge hvalpene på meget nært hold lige siden de blev født og det har været en fantastisk oplevelse at se dem udvikle sig. Hvalpene har fået rigtig mange gode oplevelser og jeg har set dem i alle mulige situationer og jeg synes bare de tager alting så flot:o)

Jeg glæder mig så meget til at få min lille prinsesse hjem og jeg er meget spændt på hvordan Zimba vil tage imod sin nye lillesøster:o)

Tid

Nu er det blevet tid til at få opdateret bloggen og fortælle lidt om hvordan det går hos os:o)

Da jeg mistede Dooby var jeg bare knust, jeg kunne slet ikke overskue hvordan jeg skulle kunne undvære ham. Han var sådan en stor del af mit liv, jeg savnede ham frygteligt. Der var en god veninde der sagde til mig at der kun var en ting der kunne hjælpe mig og det var tiden!

Og hvor havde hun ret.

Det har været en hård tid, ikke kun fordi jeg var ked af det, men mest fordi Zimba reagerede ret voldsomt på at Dooby var væk. Der gik 14 dage før reaktionen sådan rigtig viste sig. Han ledte intenst efter Dooby hver gang han og jeg kom hjem......løb ind til de steder hvor Dooby plejede at ligge og når han ikke fandt hvad han ledte efter kom han ud til mig og gøede voldsomt af mig, det skar virkelig i hjertet at se ham så frustreret:o( I det daglige virkede han rastløs og fik næsten hver aften en form for stress-anfald, hvor jeg ikke kunne trænge ind til ham. Til træning var han heller ikke sig selv, han var ekstremt fraværende, han peb det meste af tiden og virkede generelt stresset og frustreret.

Noget måtte der ske, så jeg brugte en livline og ringede til en ven:o)

Charlotte lod mig låne lille Anja, Zimbas halvsøster, som vi før har haft på ferie og det hjalp rigtig meget:o)) Han ledte stadig efter Dooby indimellem, men hans stress symptomer forsvandt og han blev sig selv igen, det var så dejligt at se!!

Anja boede hos os i næsten 6 måneder og de to små blå havde det rigtig sjovt. Anja var blandt andet med os på ferie på Bornholm i efteråret. Lige efter nytår flyttede Anja hjem til sig selv igen og jeg var spændt på hvordan Zimba ville reagere. Men han tog det helt fint og savnede tilsyneladende ikke sin halvsøster:o)

En stor tak til Charlotte fordi jeg måtte låne Anja, hun er virkelig en dejlig lille hundepige:o)

Jeg har jo før mistet hunde, men jeg har aldrig oplevet at den "efterladte" hund reagerer så voldsomt som Zimba gjorde. Men Zimba og Dooby er også de to der har været mest knyttet til hinanden, de var helt utrolig glade for hinanden.

Jeg savner stadig Dooby, det vil jeg nok altid gøre, men nu tænker jeg mere på alle de dejlige minder jeg har med ham og på den sjove og helt specielle hund han var. Jeg har ladet tiden arbejde for både Zimba og mig og det har været det der skulle til for os:o)

Min elskede Dooby

Natten til tirsdag måtte jeg tage afsked med min elskede Dooby.
I løbet af mandag aften blev han meget dårlig og fik mange smerter og der var ingen udsigt til at han kunne få det bedre, så jeg valgte at give ham fred.

Ord kan ikke beskrive hvor meget jeg savner ham, han fyldte så uendelig meget i mit liv og i mit hjerte. Vi har oplevet så meget sammen og kæmpet for alt hvad vi havde, men sammen kunne vi klare alt. Han var under huden på mig, jeg kunne altid mærke ham og jeg tog aldrig fejl når jeg havde en fonemmelse af at noget var galt med ham. Han var min soulmate og min bedste ven, vi hørte bare sammen, ham og mig. Lige nu kan jeg slet ikke overskue at han ikke er hos mig mere, mit hjerte er revet i tusind stykker og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan livet skal gå videre uden ham.

Jeg har mistet min bedste ven og min lille løve har mistet sin fantastiske støtte, storebror og legekammerat. Forholdet mellem de to var så smukt og helt unikt, det var en kilde til glæde hver eneste dag.

Det har varmet meget at så mange søde mennesker har tænkt på os og fulgt Dooby, jeg vil gerne sige en stor tak for det. Tak for de søde beskeder mm, det har betydet meget mere end I aner.

Tak for alt min dejlige, søde og helt specielle Dooby-dut, du har givet mig så meget og vi har oplevet så meget sammen. Jeg beholder dig i mit hjerte for evigt og jeg vil aldrig glemme hvad du betød for mig.

Sov sødt min elskede skat.

Mere Dooby

Det viste sig, desværre, at Dooby har blødende mavesår, det ringede dyrlægen og fortalte i morges:o( Han havde, i løbet af natten, kastet blod op og haft det rigtig skidt. Dyrlægen satte ham i behandling for mavesår og da han ringede til mig i morges, havde Dooby det bedre. Jeg fik lov til at hente ham og han var da også lidt mere kvik i det, men ikke meget. Grunden til at han måtte komme hjem var at dyrlægen gerne ville se om han ville spise og kvikke mere op, når han var i sine vante omgivelser. Men da vi kom hjem gik han stille ind og lagde sig i gangen, hvor han også lå konstant inden han blev indlagt. Sådan lå han længe, men nu har han været en lille tur ude i haven og han har spist en smule kylling. Nu må jeg se hvordan hans mave reagerer på maden, det er jo ikke til at vide, når han har op til flere sår i maven og tarmene:o(
Jeg spurgte selvfølgelig hvordan hans udsigter var og hvis han ellers reagerer godt på medicinen, så skulle han kunne blive ok igen. Problemet er bare at der er rigtig meget medicin som Dooby reagerer dårligt på og han er i forvejen meget skrøbelig......nu må vi se. Men som han har det nu, er jeg ikke så optimistisk, desværre:o(

Dooby indlagt:o(

Dooby blev dårlig i løbet af fredag aften og ville ikke rigtig spise sin aftensmad. Allerede i fredags var det meget varmt, så jeg tænkte at det nok var varmen der plagede ham. Lørdag morgen ville han ikke rigtig have sin mad og han virkede sløj og som om han havde kvalme. Senere på dagen lå han bare på det samme sted i vores entre og var helt uinteresseret i hvad der foregik omkring ham. For første gang, nogensinde, måtte jeg gå i skoven uden Dooby, det var virkelig en trist og underlig følelse:o(
Dooby plejer ikke at være plaget af varme, så jeg følte mig langt fra sikker på at det var det der var problemet, selvom symptomerne godt kunne pege i den retning. Dooby er meget sej og jeg har aldrig hørt ham pive over noget der gjorde ondt, derfor begyndte jeg også at blive bekymret for om han havde smerter. Det blev jeg mere og mere sikker på at han havde, selvom det ikke lige var til at se. Søndag morgen var der ingen bedring og når jeg tilbød ham mad eller vand, så trak han sig og nærmest flygtede væk fra det. Jeg turde ikke vente til mandag med at komme til dyrlægen, så jeg kontaktede Ølstykke Dyreklinik og jeg kunne komme med det samme. Dyrlægen kunne ikke finde en umiddelbar årsag til hans tilstand og turde ikke andet end at sende os videre til Karlslunde Dyrehospital. Da vi kom frem havde Dooby fået det værre, han stod bare stille og det var tydeligt at han havde smerter. Han fik taget blodprøver og heldigvis kunne vi få svar blot en halv time senere. Prøverne var, som sådan, rigtig fine og det var ikke, som frygtet, leveren eller nyrene, der var ved at stå af. Faktisk var  disse tal næsten som på en normal hund og slet ikke alarmerende.
Men det ændrede ikke på at Dooby var rigtig dårlig og dyrlægen synes vi skulle indlægge ham og jeg var enig, selvom jeg har det forfærdeligt med at skulle efterlade ham:o( Men på den anden side turde jeg heller ikke tage ham med hjem, for han var virkelig dårlig og vi havde jo ingen anelse om hvad der var galt.
Nu venter jeg på at dyrlægen ringer og fortæller hvordan det er gået i løbet af natten og jeg håber det bedste, men jeg frygter også det værste:o(