Dooby blev dårlig i løbet af fredag aften og ville ikke rigtig spise sin aftensmad. Allerede i fredags var det meget varmt, så jeg tænkte at det nok var varmen der plagede ham. Lørdag morgen ville han ikke rigtig have sin mad og han virkede sløj og som om han havde kvalme. Senere på dagen lå han bare på det samme sted i vores entre og var helt uinteresseret i hvad der foregik omkring ham. For første gang, nogensinde, måtte jeg gå i skoven uden Dooby, det var virkelig en trist og underlig følelse:o(
Dooby plejer ikke at være plaget af varme, så jeg følte mig langt fra sikker på at det var det der var problemet, selvom symptomerne godt kunne pege i den retning. Dooby er meget sej og jeg har aldrig hørt ham pive over noget der gjorde ondt, derfor begyndte jeg også at blive bekymret for om han havde smerter. Det blev jeg mere og mere sikker på at han havde, selvom det ikke lige var til at se. Søndag morgen var der ingen bedring og når jeg tilbød ham mad eller vand, så trak han sig og nærmest flygtede væk fra det. Jeg turde ikke vente til mandag med at komme til dyrlægen, så jeg kontaktede Ølstykke Dyreklinik og jeg kunne komme med det samme. Dyrlægen kunne ikke finde en umiddelbar årsag til hans tilstand og turde ikke andet end at sende os videre til Karlslunde Dyrehospital. Da vi kom frem havde Dooby fået det værre, han stod bare stille og det var tydeligt at han havde smerter. Han fik taget blodprøver og heldigvis kunne vi få svar blot en halv time senere. Prøverne var, som sådan, rigtig fine og det var ikke, som frygtet, leveren eller nyrene, der var ved at stå af. Faktisk var disse tal næsten som på en normal hund og slet ikke alarmerende.
Men det ændrede ikke på at Dooby var rigtig dårlig og dyrlægen synes vi skulle indlægge ham og jeg var enig, selvom jeg har det forfærdeligt med at skulle efterlade ham:o( Men på den anden side turde jeg heller ikke tage ham med hjem, for han var virkelig dårlig og vi havde jo ingen anelse om hvad der var galt.
Nu venter jeg på at dyrlægen ringer og fortæller hvordan det er gået i løbet af natten og jeg håber det bedste, men jeg frygter også det værste:o(
4 kommentarer:
Uha, det var dårlige nyheder. Håber det bedste.
Sikken et trist indlæg :-(
Vi krydser fingre og håber det bedste.
:-( Tænker på jer...
God bedring med Dooby. Krydser fingre og sender mange varme tanker.
Send en kommentar